Produkter

Højtrykskompositmaterialer
Højtrykskompositmaterialer er konstruktionsmaterialer, som består af 2 komponenter - et armeringsmateriale og et termohærdende harpikssystem.
De to komponenter hærdes under tryk og høj temperatur til det færdige kompositmateriale.

Armeringsmaterialet kan være papir, polyestervæv, bomuldsvæv, glasvæv eller glasfibermåtte. Men også armeringsmaterialer som kulfibre, aramidfibre eller hybridmaterialer kan anvendes.

Harpikssystemer kan være på basis af f.eks. phenol, melamin, silikone, epoxy, polyester eller polyimid. I produktionens første fase imprægneres armeringsmaterialet med det valgte harpikssystem.

Resultatet er et imprægneret materiale, et "prepreg". Ved hærdning under høj temperatur og højt tryk bindes de enkelte lag "prepreg" sammen til et stift og homogent konstruktionsmateriale.

Armeringsmaterialer og harpikssystemer kan kombineres individuelt. Herved opbygges materialer med helt specifikke egenskaber, der gør det attraktivt at vælge højtrykskompositmaterialer frem for andre konstruktionsmaterialer.

Højtrykskompositter er formstabile ved høje temperaturer og har minimal flydning under belastning. Hertil kommer et højt styrke-/vægtforhold (vægtfylden er ca. 1/5 af ståls og 1/2 af aluminiums) - og det er vel at mærke egenskaber som ikke forringes med alderen.

Fra den oprindelige anvendelse som isolationsmateriale i elektrotekniske konstruktioner har moderne kompositter bredt sig til en lang række andre brancher, f.eks. transport-, fly- og rumfartsindustrien.

Elektro-Isola A/S • Grønlandsvej 197 • 7100 Vejle • T: +45 76 42 82 00 • F: +45 75 82 73 36 • E: ei@elektro-isola.dk